Nogen gange befinder man sig i et øjeblik, hvor øjnene ser ting, de ikke vil se. Man lukker øjnene i håbet om, at når man åbner dem igen, så eksisterer det ubehagelige ikke mere. Men man håber så meget, at man begynder at tro på det, og man åbner øjnene.
[Udgang – Ord i sand]
Jeg lukker øynene og tenker. Snart finnes det ikke mer. Det vil være borte når jeg åpner øynene. Da vil alt være borte. Jeg tenker. Tenker bort alt det vonde. Når jeg åpner øynene finnes det ikke mer. Jeg håper. Jeg har ingen visshet. Ingen tro. Jeg bare er. Og venter. På at alt det vonde skal gå bort.
Jeg åpner øynene og ser. Og det er fortsatt der. Jeg åpner øynene og ser. Det er ikke fred å få.
